Virksomhedsplan

Lovgrundlag 2019/2020

Musikskolens virksomhed reguleres overordnet af Lov om musik. Musikloven er ændret ved flere lejligheder, senest i forbindelse med udmøntningen af kommunalreformen i 2007, hvor musikskoler blev gjort lovpligtige:

”Enhver kommunalbestyrelse er forpligtet til at drive en musikskole, enten som en kommunal institution eller som selvejende institution med kommunalt tilskud”.

Ifølge Lov om musik defineres en musikskole, som en skole, der tilbyder undervisning i musik til børn og unge. Musikskolen kan desuden tilbyde musikundervisning til voksne.

Præambel

  • 1. Musikskolen skal tilbyde undervisning i musik til børn og unge op til 25 år i en eller flere kommuner.

Stk. 2. Musikskolen kan desuden tilbyde undervisning til voksne. Undervisningen af voksne udløser ikke tilskud efter § 3 c i lov om musik og efter bekendtgørelsens kapitel 3.

  • 2. Musikskolen har, jf. lov om musik, § 3 a, stk. 3, til formål at udvikle og fremme elevernes musikalske evner og kundskaber gennem sine undervisningstilbud. Musikskolen opfylder sit formål i forhold til eleverne ved bl.a.:

1) at bibringe eleverne instrumentale/vokale, skabende og øvrige musikalske færdigheder som forudsætning for musikalsk udfoldelse, individuelt og i fællesskaber, idet der tages udgangspunkt i den enkeltes forudsætninger og talent,

2) at udvikle elevernes musikalske udtryk og evner til personlig musikalsk stillingtagen,

3) at skabe forudsætninger for livslang, aktiv deltagelse i musiklivet som udøvere og lyttere og

4) at give et bredt musikalsk tilbud, som så vidt muligt omfatter alle instrumentgrupper.

Stk. 2. Musikskolen har i øvrigt til formål at medvirke til at fremme det lokale musikmiljø.

 

Lokalt

I Kulturministeriets godkendelser af Musikskolen på Mors og Morsø Suzuki Skole som to selvstændige skoler i samme kommune er det forudsat, at det er de to skoler som tilsammen og i samarbejde skal opfylde kravet om instrumentgrupper.

Musikskolen tilbyder desuden undervisning af voksne.

Målsætning

Det er Musikskolens målsætning at udvikle sin profil. Vi vil gerne dække alle musikarter, være dynamiske og i stand til at rumme alle.

Vision

Det er skolens vision

  • Musikskolen på Mors er musik for alle – fra spæd til pensionist, fra amatør til talent.
  • Musikskolen er en aktiv del af kulturlivet på Mors og det naturlige samlingssted for alt, hvad der har med musik og sang at gøre.
  • Musikskolen på Mors skal være en dynamisk skole, hvor det er lærerigt, spændende og sjovt at være for såvel elever som lærere – og hvor undervisningen altid er kompetent, alsidig og inkluderende.

Mission

Det er skolens mission

  • At skolen udbyder den undervisning som efterspørges – inden for de økonomiske rammer, der stilles til rådighed. og at der skabes økonomisk råderum for øgede aktiviteter
  • At der tilbydes undervisning af høj kvalitet
  • At undervisningen bl.a. gennem samarbejde med kommunens skoler tilbydes så decentralt, at det er et reelt tilbud til alle børn
  • At musikskolen kan udgøre faglig backup til skolerne på Mors og samarbejde om fælles projekter – f.eks. projekt OrkesterMester på MC Holms Skole og planlagte projekter på Sydmors Skole og Børnehus samt Ø. Jølby Skole.
  • At give særligt tilbud til talentfulde elever og at disse vejledes til videre musikuddannelse på Musikalske Grundkurser og konservatorier.
  • At Musikskolen udvikler sig og har en finger på pulsen i musikmiljøet.
  • Flere elever skal have mulighed for at stifte bekendtskab med musikskolens tilbud, så vi kan rekruttere elever, som VIL, kan og har lyst til at starte eller fortsætte et musikalsk udviklingsforløb.

Aktuelle handlinger til opfyldelse af vision og mission

  • Skolens organisation reorganiseres med højt kvalificeret daglig ledelse og en klar adskillelse af daglig ledelses og bestyrelsens opgaver.
  • Skolen sikres nødvendige administrative og praktiske forudsætninger for driften af skolen og den aftalte varetagelse af driften af Den selvejende institution Musikværket.
  • Medarbejdere/trivsel: Der udarbejdes en generel læreplan, afholdes lærermøder og der arbejdes på færdiggørelse af en medarbejderhåndbog. Der er fokus på samarbejde og medarbejderudvikling.
  • Være opmærksomme og følge med i nye trends og spændende tiltag i musikverdenen på tværs af musikalske genre.

MENU

MENU